Det var langt fra alle steder i Europa, at jøderne blev reddet fra koncentrationslejrens skæbne. Dette bevidner en række erindringslitteratur om Holocaust, f.eks. Primo Levis ”Hvis dette er et menneske”, og Schlomo Venzias: ”Sonderkommando. I gaskamrenes helvede”, samt Anne Franks dagbog fra 1942-44.

Den italienske jøde Primo Levi overlever Auschwitz, og dette ophold skildrer han i sit forfatterskabs bedst kendte bog ”Hvis dette er et menneske” (originaltitel ”Se questo è un uomo”) fra 1947. Bogen viser, hvordan udryddelseslejren fratager fangerne deres menneskelighed, og går længere end anden litteratur om emnet med at vise, hvor total nedbrydningen er. Bogen er skrevet i et helt usentimentalt sprog. Billederne og historierne taler for sig selv, og Levi gør heller intet forsøg på forklaring eller forsoning.

Den græsk-italienske jøde Shlomo Venezia afgiver sin øjenvidneskildring til en historiker, der derefter skriver Shlomo Venezias bog ”Sonderkommando. I gaskamrenes helvede” (2008). Sonderkommando var en specialstyrke i de tyske koncentrationslejre bestående af fanger, hvis opgave det var at tømme gaskamre og begrave lig. Medlemmerne af Sonderkommando blev løbende henrettet af SS, fordi de ville hemmeligholde deres metoder, men på mirakuløs vis lykkedes det Shlomo Venezia at overleve, og i sin bog fortæller han om sine grufulde oplevelser.

Omvendt Primo Levi og Shlomo Venezias værker er Anne Franks dagbog fra 1942-44 nedfældet samtidig med begivenhederne, og ikke direkte tænkt som litterært værk. Anne Frank var tretten år da familien i 1942 flygtede fra nazisterne og gik under jorden. I den berømte dagbog følger vi hendes udvikling fra barn til ung kvinde. Med forbløffende modenhed og en skarp iagttagelsesevne skildrer hun hverdagen og familielivet i total isolation fra den ydre verden med den konstante frygt for at blive opdaget. I sine optegnelser udtrykker Anne sine tanker om livet, og meget ærligt beskriver hun de mange små gnidninger i familien og sin frustration over at skulle leve under det umenneskelige pres. I 1944 blev familiens skjul afsløret og Anne Frank døde i kz-lejren Bergen-Belsen tre måneder før sin 16 års fødselsdag. Faderen, Otto Frank overlevede, og efter mange overvejelser besluttede han sig for at efterkomme sin datters ønske og offentliggøre dagbøgerne. Otto Frank redigerede en del i dagbogen inden udgivelsen, men der forefindes nu en nyredigeret udgave af den, hvor de passager og udtryk, Otto Frank har udeladt eller pyntet på, er tilføjet. Nu kan læseren få et endnu dybere og mere ærligt indblik i pigen Anne Franks verden.

Et central indgangsbog til temaet om Holocaust og erindringslitteratur er Morten Lassens bog ”At skrive Holocaust: En introduktion til vidnesbyrdlitteraturen: Primo Levi, Elie Wiesel og Jorge Semprún.” (2011). Siden afslutningen på Anden Verdenskrig har amerikanske historikere, jødiske politikere, alverdens museumsfolk, Hollywood-instruktører og mange andre forsøgt at tage patent på den rette forståelse af Holocaust. De overlevende vidnesbyrd modsætter sig derimod lette konklusioner og viser, at traumet Auschwitz ikke kan sættes på museum. Morten Lassens analyser af de tre forfatterskaber viser, at et vidnesbyrd ikke er en ’hellig tekst’, men et stykke erindringslitteratur med alt, hvad det indebærer. At skrive Holocaust har vist sig at være en uendelig opgave.