Pierre Bourdieu (1930-2002) er en anerkendt fransk sociolog. Han er selv bevidst om, at han er svær at forstå, men han betragter det som en styrke, at læserne er nødt til at diskutere, hvad han mener for at komme ind til kernen. Diskussionen fremmer nemlig forståelsen.
Bourdieu forklarer handlen som udsprunget af et samspil mellem de erfaringer (habitus) vi har samlet os, og den reelle virkelighed (feltet) vi befinder os i i den givne situation. Habitus og felt bliver dermed to helt centrale begreber hos Bourdieu. Vores habitus er afgørende for måden, vi forsøger at skabe os en position (at positionere os) i et givet felt. Ifølge Bourdieu skal ethvert forsøg på positionering ses som et ønske om at opnå magt i et felt, at opnå magt i en given virkelighed. Menneskelig handlen drejer sig altså om at opnå magt - en sandhed, der kan give megen fornuft i forsøget på at forklare personers både menneskelige og umenneskelige handlinger.
Habitus er for kulturen, hvad genetisk arv er for organismen, hævder Pierre Bourdieu. Den overfører en "information", som dernæst kan generere "information".
Bourdieus habitusteori er en socialiseringsteori, som forklarer, hvorledes barnet tidligt får nedlagt nogle fundamentale kriterier for at begå sig i og opfatte verden, og hvorledes individer gennem de fællesskaber eller sociale rum, de indgår i, udvikler virkelighedsnære kognitive handlestrategier. I “La reproduction” definerer Bourdieu (ifølge Wacquant 1996) begrebet habitus som:
"Et system af varige og transponerbare holdninger, der på en gang integrerer individets samlede sum af tidligere erfaringer, samtidig med at det i det givne øjeblik fungerer som matrice for individets måde at kunne opfatte, vurdere og handle på."
Dette indebærer, at det enkelte menneske dels ses som et produkt af en række objektive livsbetingelser - herunder specielt økonomiske og klassemæssige - hvorved vedkommende har erhvervet nogle specifikke normer, vurderingskriterier og handlemønstre, og dels at vedkommende med sig bringer nogle strukturelle dispositioner eller principper for, hvorledes fremtidige erfaringer opleves eller tolkes. Altså hvorledes et særligt tankesæt er indlejret og danner basis for enhver kommunikation med omverden. Denne habitus kan altså både ses som individuel og determineret af objektive livsbetingelser og den rummer i sig det spontane, improvisationen, om end bestemt af de internaliseringer af eksterne, sociale strukturer, som i første instans har dannet habitus. Ifølge Bourdieu "...et strategisk generativt princip, der sætter den enkelte i stand til at klare vidt forskellige situationer."
Det er væsentligt at gøre sig klart, at denne habitus som oftest sætter sig igennem bag om den enkeltes bevidsthed. Når Bourdieu taler om, at habitus formes ved inkorporering af de objektive betingelser for virksomheden, udtrykker han, at der ikke udelukkende er tale om en bevidst tilegnelse af eksplicitte normer og forestillinger.
Hvorfor er det i nogle kredse mere værdifuldt at dyrke boksning og fodbold, mens det i andre anses for mere værdifuldt at spille tennis og golf? Hvorfor giver det mere prestige at bære sine lasagneplader hjem i en pose fra “Mad og Vin” frem for i en pose fra “Netto”? Værdiopfattelser af denne art er ofte ubevidste.
Når habitus ovenfor nævnes som bestående af erhvervede dispositioner (erfaringer og viden), må man også forstå, at habitus er noget andet og mere end blot summen af nogle dispositioner. Den er et struktureringsprincip og et aktivt handleberedskab. Callewaert (1992) udtrykker dette klart:
"Habitus fremstilles som den struktur, der skaber enhed mellem en masse dispositioner, der sigter mod forskellige områder. I hvert fald siges dette om en "klassehabitus", dvs. den habitus der følger tilhørsforholdet til en bestemt klasse. Det tillader os også at forstå en (anden) forskel mellem habitus og disposition. Disposition udtrykker mere en tilbøjelighed. Ligesom der i psykiatrisk sammenhæng kan tales om en prædisposition til f.eks. at blive skizofren. Dvs. en tilbøjelighed, som i sig selv ikke er synlig før den aktualiseres, og som ikke nødvendigvis vil blive aktualiseret. Netop deri adskiller dispositionen sig fra en holdning. Habitus er i denne betydning mere end en disposition. Den er et aktivt orienteringsprincip."
Sagt lidt anderledes: Habitus og felt fungerer sammen, og det, der aktiverer dispositionerne i habitus, er det felt, individet fungerer i.
Selv om de objektive vilkår med deres tilknytning til feltet ændres drastisk, er den medbragte habitus stadig virksom som det, der producerer adfærd også under de nye vilkår. Dette kan forklare den relative autonomi, der findes i folks opførsel i forhold til deres objektive vilkår, idet disse senere kun virker gennem habitus. Denne habitus fortsætter et stykke tid med at generere adfærden, selv om de vilkår, habitussen er udsprunget af, ikke længere eksisterer. Callewaert (1992) forklarer det således:
“Den koloniserede habitus forsvinder ikke samtidig med, at kolonimagten rejser hjem. Og mindst af alt findes der en alternativ habitus. Ikke engang et nyt bevidst kulturmønster, livsform eller økonomi, der i det lange løb atter kan forvandles til en habitus er på plads."
Dette er måske et væsentligt bidrag til forklaring af, at det moderne menneske i et samfund med accelererende omslagshastighed og en frygtindgydende hurtig ændring i de kulturelle input alligevel i nogen grad magter at "følge med" uden at lade sig og meningen med livet spolere. Hvor man før talte om at "få sin sjæl med" i forandringerne, kan man måske her tale om at, det er nødvendigt at bringe sin habitus i overensstemmelse med de objektive forandringer for at kunne fungere optimalt.
Bourdieu ser det sociale rum (som i andre sammenhænge hedder samfundet eller kulturelle fællesskaber) som et flerdimensionalt rum, defineret af felter, der er relateret til hinanden og de afstande, der er imellem disse felter. Et felt konstitueres (etableres) i det øjeblik, der er mere end et menneske i feltet og i det øjeblik, der etableres regler for adfærden i feltet. Der kan ikke eksistere ondskab og godhed i et socialt tomrum.
Disse felter konstrueres på baggrund af de socialt set eftertragtede værdier, og skal som sådanne ses som samfundsmæssigt historisk frembragte og forankrede i den magt eller kapital som individerne har erhvervet sig. De positioner, som individet indtager i det sociale rum bliver således forlods bestemt af en række erhvervede dispositioner (habitus - jævnfør ovenstående) og er som sådanne relativt stabile.
Det sociale rum ses altså som en sum af felter, hvorimellem individet bevæger sig. Et felt defineres således som et delområde af det sociale felt konstitueret ud fra, at bestemte positioner, relationer og aktiviteter har uddifferentieret sig og følger en egen logik. Feltets struktur er tilstanden af styrkeforholdet mellem de agenter eller institutioner, der indgår i det pågældende felt. Habitus er resultatet af, at individet inkorporerer forskellige former for (økonomisk, kulturel og social) kapital gennem livet. Kapital kan i denne belysning ses som en erhvervet kompetence. Den feltspecifikke kapital er den kapital, som aktørerne i feltet er fælles om at opfatte som værdifuld og rentabel netop inden for dette felt. Tænk i denne sammenhæng på, hvad indoktrinering og manipulation kan komme til at betyde. Deltagerne i kampen om positionerne i feltet strides således om at bevare eller ændre selve feltets struktur, nemlig fordelingen af den feltspecifikke kapital. Formålet med kampen bliver monopolet på at udøve den specifikke legitime (og symbolske) vold, der konstituerer feltet. Med andre ord at skaffe sig magt til at fastlægge forskellige former for autoritet i magtfeltet. De, der gennem generationer har akkumuleret de for feltet eftertragtelsesværdige kapitalformer, står bedre rustet (via deres habitus) i kampen om feltet end de, der som opkomlinge og første generation skal indlejre de relevante kapitalformer og kapitalvoluminer.
Pierre Bourdieus teori forklarer altså menneskelig handling som et samspil mellem habitus og felt. Habitus sætter således handling i gang på baggrund af både fremadrettet kreativitet (mennesket som agent) og tidligere indlejrede strukturer (determinerende indlejringer). Feltet fungerer som en arena, netop i det / de tilfælde aktørerne er overbeviste om værdien af at kaste sig aktivt ind i feltet. Denne overbevisning kan tilskrives menneskets praktiske sans, der er et resultat af den enkeltes vurdering af smag og stil i samspil med den objektive verdens placering af samme.
Prøv at forklare en bestemt menneskelig handling med hjælp fra Bourdieus habitusteori. Definer personens habitus og dermed dennes feltspecifikke kapital og forklar hans/hendes positioneringsbestræbelser i det givne felt. Hvad er symbolsk vold?
Humanity in Action Denmark / www.humanityinaction.org/Denmark