I forbindelse med opblomstringen af nationalismen voksede antisemitismen i Frankrig og i andre europæiske lande i løbet af det 19. århundrede. Selv om lighedsbegrebet var blevet understreget i Frankrig med grundlæggelsen af den 3. republik i 1871, dominerede nationalismens tankegang. De mest reaktionære og nationalistiske partier grundlagt under den 3. Republik fremstillede ”Jøden” som den franske nations fjende. Ifølge disse partier bestod den franske republik af ”ægte” franskmænd, og jøderne blev opfattet som fremmede. Denne idé blev også understøttet af stereotypen om jøden som udbytter og udnytter af andre; en stereotype, der voksede i takt med kapitalismens fremvækst, og det gav spiren til forestillingen om en verdensomspændende jødisk konspiration.
Med den økonomiske krise i 1929 og Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933 voksede den antisemitiske følelse i Frankrig. Partiet L’Action Française, der var blevet grundlagt i 1899, oplevede en voksende vælgertilslutning. L’Action Française havde som formål at bekæmpe demokratiet, lighed og jøderne, som ifølge dem havde undergravet den franske nation lige siden den franske revolution. De var ikke alene om deres synspunkter: I 1939 var mængden af antisemitisk propaganda blevet så voldsom, at det franske parlament i 1939 vedtog en lov, som forbød antisemitisk propaganda i pressen.
I maj 1940 gik den tyske hær gik ind i Frankrig, og efter en måned overgav den franske regering sig til tyskerne. Der blev sluttet våbenhvile den 25. juni, hvilket delte Frankrig i to zoner. Den sydlige del af Frankrig blev frit under ledelse af Maréchal Pétain med regeringssæde i kurbyen Vichy (deraf betegnelsen Vichy-regeringen). Den nordlige del med hovedstaden Paris blev besat af tyskerne og var under direkte tysk militærstyre. Det franske folk anså kapitulationen og oprettelsen af en samarbejdsregering som den eneste realistiske mulighed, og mange lukkede øjnene for det franske politis massearrestationer og jødeforfølgelser.
Den 84-årige Maréchal Pétain var krigshelt fra Første Verdenskrig og hans mål var ”Den nationale revolution”. Frankrig skulle vende tilbage til de gamle dyder: familien, arbejdet og fædrelandet. Alt fremmed skulle udryddes og alle trusler mod den nationale enhed udslettes. Allerede en måned efter Vichy-styrets oprettelse kom de første jødelove, som fratog jøder, der havde fået statsborgerskab efter 1927, deres statsborgerskab. Fra juli til november 1940 blev der vedtaget yderligere 9 love rettet mod jøder, som betød registrering af samtlige jøder, udelukkelse af jøder fra offentlige hverv, registrering af jødiske virksomheder, påbud til jødiske butiksejere om at mærke butikken ”Jüdisches Geschäft”, samt en ordrer om, at alle jøder skulle have indskrevet ”Jøde” i deres identitetskort. Der blev også oprettet interneringslejre for jøder. Derudover oprettede Vichy-regeringen i marts 1941 en ”kommission for jødiske anliggender”, der tog sig af jødernes retsstilling og ”arisk økonomi” under ledelse af Xavier Vallat, som senere blev efterfulgt af Darquier de Pellepoix (se “A Auschwitz on n’a gazé que les poux”).
I maj 1942 blev det bestemt, at jøder i den besatte zone skulle bære jødestjerne, og i juli 1942 fandt den første store arrestation af jøder sted. Vichy-regeringens premierminister Laval lavede en aftale med tyskerne om, at det franske politi skulle internere 30.000 jøder af udenlandsk oprindelse. Den 16. og 17. juli blev 12.884 personer arresteret af det franske politi og disse blev dels ført til en opsamlingslejr i Drancy, dels anbragt på Vélodrome d’Hiver (som regel omtalt Vel d’Hiv, en cykelbane i Paris’ 15. arrondissement). I den hede sommervarme måtte disse mennesker opholde sig på den åbne velodrome uden mad og drikke og uden sanitære forhold til så mange mennesker, hvad der medførte flere dødsfald. Derefter blev alle jøderne samlet i Drancy, overført til kvægtransportvogne og ført videre til Auschwitz-Birkenau. Mindre end 100 voksne og ingen børn overlevede deportationen.
Frem til Frankrigs befrielse i august 1944 blev 76.000 jøder deporteret til de tyske koncentrationslejre, heriblandt 11.400 børn. En fjerdedel af den jødiske befolkning i Frankrig (heriblandt også jøder fra andre europæiske lande, som troede at have fundet et tilflugtssted i Frankrig, der altid havde været åbent for indvandring) kom i tyske koncentrationslejre. Blot 2500 overlevede, og der døde 3000 internerede i de franske lejre. I alt døde 80.000 jøder.
Humanity in Action Denmark / www.humanityinaction.org/Denmark