Her finder du en introduktion til den historiske begivenhed, som der ligger gemt bag "oktober '43". "Oktober '43# dækker nemlig over en bred vifte af begivenheder, men har som omdrejningspunkt aktionen mod de danske jøder i oktober 1943.
Da Danmark blev besat den 9. april 1940 indgik den tyske besættelsesmagt et samarbejde med den danske regering. Dette betød bl.a., at de danske politikere sikrede de danske jøders beskyttelse frem til oktober 1943. I resten af det besatte Europa blev deportationerne af jøderne til masseudryddelseslejre iværksat allerede i marts 1942. I takt med stigende uvilje og uro i befolkningen samt en skærpelse af den tyske kurs gik den danske regering af i august 1943. Herefter samarbejdede den tyske besættelsesmagt med det danske embedsværk, hvilket også bliver kaldt for ”Departementchefstyret”. Den danske regerings afgang banede vejen for, at der blev taget fat på ”Jødespørgsmålet”.
Den rigsbefuldmægtigede Werner Best, som altså var den øverstbefalende for besættelsesmagten i Danmark, afsendte et telegram til Berlin den 8. september 1943, der opfordrede til at starte på jødeforfølgelser i Danmark. Heldigvis blev de danske jøder advaret inden aktionen af den tyske embedsmænd Georg F. Duckwitz. Aktionen skulle finde sted natten mellem den 1. og den 2. oktober, men pga. advarlsen nåede næsten 8.000 danske jøder formåede at flygte til det neutrale Sverige. Selve aktionen varede kun 3 timer, og de 1.500 politisoldater måtte ikke trænge ind i boligerne med brug af vold. I løbet af de 3 timer, som aktionen varede, blev ca. 200 arresteret. Omkring 8.000 jøder nåede at flygte i sikkerhed i Sverige. I alt blev 500 danskere sendt til koncentrationslejren Theresienstadt. Det er et meget lavt antal i forhold til situationen i resten af det besatte Europa, hvor langt størstedelen af de jødiske befolkninger blev indfanget og deporteret.
At så mange danske jøder kom i sikkerhed i Sverige skyldtes bl.a. den hjælpsomhed, som de blev mødt med af medborgere, der ikke kunne forstå, hvorfor denne aktion skulle finde sted. Størsteparten af flugten foregik fra den nordsjællandske kyst og overfarten foregik i små fiskekuttere. Der var dog både drukneulykker og stikkere – fx blev omkring 80 jødiske flygtninge arresteret den 5. oktober i Gilleleje. Flugten var altså ikke ufarlig, og der var da også nogle familier, som så sig nødsaget til at skjule deres børn i Danmark, alt imens de selv flygtede til Sverige. I Sverige blev de danske jøder godt modtaget, men de oplevede mange af de samme ting, som alle flygtninge oplever; usikkerheden om, hvad der er sket med ens nærmeste, hjem, job og ikke mindst, hvordan man skal opbygge en ny tilværelse i et fremmed land.
Omkring 500 danske jøder blev sendt til koncentrationslejren Theresienstadt i det nuværende Tjekkiet. Theresienstadt var ikke en udryddelseslejr som eksempelvis Auschwitz, men det var stadig en ganske forfærdelig lejr, hvor sult, sygdom og frygt var en del af dagligdagen. Over 50 danskere døde i lejren, men i alt døde flere end 33.000 fanger i Theresienstadt. I praksis fungerede lejren som en transit-lejr til Auschwitz, men de danske fanger havde særstatus pga. samarbejdspolitikken. Det betød, at de ikke blev sendt videre til Auschwitz, og at de fra 1944 modtog pakker med mad fra Røde Kors, hvilket i den grad forbedrede deres tilværelse i lejren.
I april 1945 blev de danske fanger sendt med de Hvide Busser til Sverige, hvor de ventede, indtil de kunne vende hjem efter Danmarks befrielse den 5. maj 1945. Det var den svenske greve Folke Bernadotte, der havde forhandlet med den tyske topnazist, Heinrich Himmler, om frigivelsen af de skandinaviske fanger fra kz-lejrene, og det var på den baggrund, at hjemtransporten blev organiseret.
Ved befrielsen vendte de overlevende danske jøder hjem til Danmark, men det var ikke et glædens gensyn for alle. Nogle havde slet ikke en bolig at komme hjem til. Andre havde inden flugten nået at give fuldmagten over deres hjem og indbo til en god nabo eller lignende og kunne derfor vende hjem til deres gamle hjem igen. Andre gange havde Socialtjenesten sikret boligen og/eller indboet. Socialtjenesten var egentlig sat i verden for at tage sig af erstatningssager ved bombeangreb, men efter jødeaktionen ændrede deres arbejdsbeskrivelse sig til at omhandle varetagelsen af de flygtende jøders indbo og boliger. Det var altså i høj grad en offentlig myndighed, som sikrede, at mange havde et hjem at vende hjem til.
Humanity in Action Denmark / www.humanityinaction.org/Denmark