Fortællingen om Herakles

Oktober 1943

Et tværfagligt undervisningsmateriale

Fortællingen om Herakles

 

Vi starter hos de gamle grækere, der også havde tid til at filosofere over begrebet motivation. Motivation ses her som værende kilden til al menneskelig handlen.

 

Xenofon gengiver i sine erindringer om Sokrates Prodikos’ fortælling om Herakles ved skillevejen: Da Herakles kom i puberteten og som alle andre unge skulle vælge sin egen selvstændige livsbane, gik han ud til et ensomt sted, hvor han blev opsøgt af to forskellige kvinder: den ene repræsenterede den gode livsbane og den anden den slette. Den ene var sømmelig at se på og fribåren af karakter; hendes legemes pryd var renhed, hendes øjnes var blufærdighed, hendes holdning var selvtugt, og hendes klædning var hvid. Den anden var buttet og blød og velforsynet til gården og gaden. Hun havde brugt makeup, så hendes hud så rødere og hvidere ud, end den i virkeligheden var. Hun gik, så hun så mere rank ud, end hun var. Hun havde fremhævet sine øjne og havde en klædning, der ikke skjulte hendes ynder. Hun kiggede på sig selv og samtidig undersøgte hun, om nogen så på hende, og hun kastede ofte et blik på sin egen skygge. Det er nu næppe svært at forestille sig hvem af kvinderne, der repræsenterer godheden og hvem sletheden, hvilket hun dog kun kaldes af sine fjender, mens vennerne kalder hende for lykke.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De to kvinder forsøger nu hver på sin måde at overtale den unge Herakles til at følge sig. Lykken lokker med behag, lethed, fornøjelser og et liv ganske befriet for besværligheder. Nydelsen og sansernes pirring vil være de væsentligste ingredienser i en absolut sorgløs tilværelse, hvor det er tilladt at profitere af andres arbejde. Godhedens tale er ganske anderledes. Hun vil vise Herakles virkeligheden og sandheden på den måde guderne har fastlagt det. Herefter fortsætter hun: “For Guderne giver ikke menneskene noget som helst af det gode og skønne uden arbejde og anstrengelse. Hvis du ønsker at guderne skal være dig nådig, må du dyrke dem; hvis du ønsker at blive elsket af dine venner, må du gøre godt mod dem; Hvis du ønsker at blive hædret af en by, må du hjælpe den; og hvis du ønsker at blive beundret af hele Hellas for din dygtighed, må du forsøge at gøre godt mod Hellas. Hvis du ønsker, at jorden skal give dig rigelig afgrøde, må du tjene jorden; hvis du mener at det er kvægavl du vil blive rig ved, må du sørge godt for kvæget; hvis du stræber efter at øge dit ry gennem krig og ønsker at befri dine venner og overvinde dine fjender, må du lære krigskunsten hos de kyndige, og du må også i praksis øve dig i den. Og hvis du ønsker at blive legemlig stærk, må du vænne din krop til at tjene fornuften og træne den med anstrengelse og sved”.

 

Modsætningen er hermed trukket op. På den ene side har vi nydelsen for nydelsens skyld, på den anden side har vi erkendelsen af, at man skal yde for at kunne nyde: Nydelsen kontra pligt og ansvar. Herakles, i lighed med Platon, Aristoteles og stoikerne, valgte selvfølgelig godheden, altså den intellektuelle tilfredsstillelse frem for den rent fysiske.

 

Forestil jer, at I står i en valgsituation, hvor I på den ene skulder har den gode samvittighed og på den anden den dårlige (hvem er det i øvrigt der bestemmer, hvad det er?). Hvem går af med sejren? Og hvordan reagerer I på det, I har valgt.

 

Humanity in Action Denmark / www.humanityinaction.org/Denmark